Jeg plejer, at beskrive mit menneskesyn ved;
"Alle mennesker har noget guld i sig. Som menneske og pædagog,
er det min fineste opgave, at finde det og få det til at skinne".
Man kan forstå det på den måde, at min holdning er, at alle mennesker uanset køn, alder, religion, nationalitet, handicap og livsforløb, indeholder nogle kompetencer og kvaliteter som er værd at lede efter og dyrke. Personen ved det måske ikke selv af forskellige årsager, men mødes han/hun med empati, tillid, håb, interesse, åbenhed, omsorg og forståelse fra et andet menneske, kan selvværdet vokse igennem det, personen føler han/hun kan.
Klafki taler om kategorial dannelse der fokuserer på, at åbne mennesket for verden og verden for mennesket, for at blive klogere på sig selv og det samfund det lever i. Relationens betydning for menneskets udvikling og vækst er altså stor.
Aktiv personlig deltagelse er en nødvendighed for relationsdannelse. Dette stemmer meget godt overens med Salamanca-erklæringen fra 1994 som erklærer, at "Alle børn har en demokratisk rettighed til deltagelse".
Internationale konventioner om menneskerettigheder, børns rettigheder, og rettigheder for personer med handicap, skal sikre det meste af verdenssamfundet handler efter samme lovgivning, i hvert fald i de lande, som har underskrevet konventionerne og erklæringerne.
Om samfundet så lever op til gældende love og regler, må være en juridisk vurdering, men af og til kan man føle, i den danske politiske debat, at der ikke er den store trang til, at hjælpe andre end dem man "står nærmest" (hermed menes nationalitet), hvilket får en afsmittende effekt på den danske befolkning. De uledsagede børn og unges vilkår for inklusion, som fremmed i det danske samfund, tror jeg vanskeliggøres heraf.
