For forståelse

Min for forståelse for uledsagede børn og unge.

Jeg har læst et sted at der sidste år kom mere end 600 uledsagede børn og unge til Danmark. Det kom i den grad bag på mig, at der kommer så mange. Jeg troede kun, at der kom ganske få. Uledsagede børn ikke er noget man hører ret meget om i dagspressen. Så en af mine for forståelser var, at de flygtninge der kommer hertil, mest er voksne mænd og familier bestående af far, mor og børn.

Jeg tror at flygtningen må være meget velorganiseret. Der må være et netværk, der organiserer transport, falske pas og papirer mm. Jeg frygter, at det er pengegriske kriminelle, der udnytter forældres frygt for deres barns liv og fremtid i hjemlandet og derfor er villige til at betale for at få barnet til et vestligt land, måske med håbet om selv at kunne følge efter.

Jeg tror at flertallet af de uledsagede børn er drenge og at de kommer fra lande som: Afghanistan, Iran, Irak. Somalia og palæstinenser fra den besatte vest bred.

Jeg tror at de kommer hertil med fly eller tog på falske papirer og som sagt at der er et netværk af ”hjælpere”. Jeg tror at de er meget bange, både for hvordan de vil blive modtaget, om de får lov til at blive, om de bliver sat i fængsel eller om de nogen sinde ser deres familie igen.

Jeg håber at der bliver taget hånd om dem, når de kommer og at de får den hjælp de har brug for fx psykologhjælp, klarhed over hvad der skal ske med dem, evt. sundhedstjek mm.

Jeg frygter at de bliver anbragt i flygtningelejre som fx Sandholm Lejren og at de kommer til at sidde i uge eller månedsvis og vente på at få deres sag behandlet.

Jeg tror, at når de har fået deres sag behandlet får de hjælp i form af ophold på en institution hvor kompetente pædagoger, psykologer, tolke og andre tager hånd om dem og hjælper dem med at inkluderet i det danske samfund.
Inga

Min forforståelse før feltarbejde

Vi vil i vores feltarbejde fordybe os i uledsagede flygtningebørn og unge. Jeg vil efterfølgende prøve, at beskrive min forforståelse af uledsagede børn. Jeg tror, det mest er drenge og aldersmæssigt vil jeg tro de er teenage-børn. De kan blive sendt afsted af deres familie som stadig opholdes sig i hjemlandet. Forældrene må betale en dyr pris både økonomisk, hvor de må betale mange penge til menneskesmuglerne men især følelsesmæssigt. Tænk hvor svært det må være at sende sit barn væk til en uforudsigelig tilværelse og bagefter leve med, at man bevist har sendt sit barn væk, som en kærlig handling. De uledsagede kan også være børn og unge, der har mistet deres forældre i krig eller mistet kontakten til deres familie under flugten. Jeg ser for mig sultne, trætte og bange børn, som har været uger eller måneder undervejs før de kommer til fx den danske grænse. De kan have vandret flere dage over bjergpas for at få kontakt til menneskesmuglerne, der skal hjælpe dem videre. De kan have været passagerer på et overfyldt skib eller været med som blind passager i en container på et skib, en lastbil eller et tog. Kan disse traumatiske oplevelser overhoved sammenlignes med det de flygter fra. De kan være bange for Telaban, bange for borgerkrigen eller at de vil blive tvunget til militærtjeneste eller til at være selvmordsbombere. Det kan være de flygter fra fattigdom i håbet om et bedre liv. Spørgsmålene om de uledsagende børns livshistorie, kan føles endeløse. Hvordan bliver de påvirket af at være sendt afsted til et nyt land alene, langt væk fra familien, af deres forældre? Hvilke følelser kan et uledsaget barn kæmpe med? Hvilke forsvars- og overlevelsesmekanismer kan det uledsagende barn have udviklet for at beskytte sig og påvirker disse mekanismer barnets psykiske trivsel og udvikling? Kan fx den pædagogiske praksis tilbyde de uledsagede børn den omsorg, støtte og hjælp som de har behov for? Kan pædagogen på et tidspunkt få skabt en tillid som gør at barnet åbner op for sin vrede, sin forladthed og sin sorg? Kan den bedste hjælp og støtte for disse børn være, at blive genforenet med forældrene?