mandag den 15. november 2010
Projektbeskrivelse
Problemformulering: Hvordan kan pædagoger arbejde med uledsagede børn og unges identitetsforståelse, med henblik på inkludering i fælleskabet?
Vi prøver at formidle kontakt til en af Dansk Røde kors' asylafdelinger for uledsagede børn og unge. Vi vil undersøge den pædagogiske praksis i centeret ved observationer, interviews og evt. deltagelse i aktiviteter på centeret.
Vores håb er, at få et interview med en af de unge om hans vej hertil og hans baggrund.
Vi har fået et interview istand med en mand fra Bosnien, som kom hertil som uledsaget barn sidst i halvfemserne.
Vi vil finde ud af hvordan lokalbefolkningen omkring asylafdelingen, tager imod de uledsagede børn/unge. Hvordan omtales de, hvordan tager skolen imod dem, hvad siger forældrene til de danske børn i skolen?
Vores forforståelse herom er, at skolen må være en positiv samarbejdspartner, selv om det er et samarbejde de ikke selv har valgt. Får de ekstra midler og følger der tolk med?
Solveigs forforståelse:
Vi vil i vores feltarbejde fordybe os i uledsagede flygtningebørn og unge. Jeg vil efterfølgende prøve, at beskrive min forforståelse af uledsagede børn. Jeg tror, det mest er drenge og aldersmæssigt vil jeg tro de er teenage-børn. De kan blive sendt afsted af deres familie som stadig opholdes sig i hjemlandet. Forældrene må betale en dyr pris både økonomisk, hvor de må betale mange penge til menneskesmuglerne men især følelsesmæssigt. Tænk hvor svært det må være at sende sit barn væk til en uforudsigelig tilværelse og bagefter leve med, at man bevist har sendt sit barn væk, som en kærlig handling. De uledsagede kan også være børn og unge, der har mistet deres forældre i krig eller mistet kontakten til deres familie under flugten. Jeg ser for mig sultne, trætte og bange børn, som har været uger eller måneder undervejs før de kommer til fx den danske grænse. De kan have vandret flere dage over bjergpas for at få kontakt til menneskesmuglerne, der skal hjælpe dem videre. De kan have været passagerer på et overfyldt skib eller været med som blind passager i en container på et skib, en lastbil eller et tog. Kan disse traumatiske oplevelser overhoved sammenlignes med det de flygter fra. De kan være bange for Telaban, bange for borgerkrigen eller at de vil blive tvunget til militærtjeneste eller til at være selvmordsbombere. Det kan være de flygter fra fattigdom i håbet om et bedre liv. Spørgsmålene om de uledsagende børns livshistorie, kan føles endeløse. Hvordan bliver de påvirket af at være sendt afsted til et nyt land alene, langt væk fra familien, af deres forældre? Hvilke følelser kan et uledsaget barn kæmpe med? Hvilke forsvars- og overlevelsesmekanismer kan det uledsagende barn have udviklet for at beskytte sig og påvirker disse mekanismer barnets psykiske trivsel og udvikling? Kan fx den pædagogiske praksis tilbyde de uledsagede børn den omsorg, støtte og hjælp som de har behov for? Kan pædagogen på et tidspunkt få skabt en tillid som gør at barnet åbner op for sin vrede, sin forladthed og sin sorg? Kan den bedste hjælp og støtte for disse børn være, at blive genforenet med forældrene?
Anettes forforståelse:
Jeg er blevet lidt overrasket over det store antal af uledsagede børn og unge, som kommer til Danmark. Selvom tallene ikke er helt ens i de artikler jeg har læst på Dansk røde kors' hjemmeside, er det dog i en størrelsesorden som får mig til at tænke, at der er steder i verden som bestemt ikke er godt at være.
Jeg tænker at de børn og unge som kommer til Danmark uden deres forældre eller familie, må have gået grueligt meget igennem. Måske har de oplevet krig i deres land, set deres forældre blive mishandlet eller dræbt, måske har de været på flugt og blevet borte for deres familie. Måske har forældrene valgt, at betale dyrt for, at sende deres børn til Danmark med menneskesmugler, pga. deres sikkerhed, da der i nogle lande hverves børnesoldater. Uanset hvilken årsag der ligger bag deres vej til Danmark, må de på en eller anden måde være traumatiseret.
I Danmark har vi modtagested til uledsagede børn og unge på Nordsjælland, hvorfra de bliver fordelt på forskellige opholdssteder rundt om i landet. På disse opholdssteder tror jeg der arbejdes meget med, at få de uledsagede børn og unge til, at bearbejde deres traumatiske oplevelser samt, at lære og forstå det nye lands normer, værdier og sprog. Jeg tror det er en svær pædagogisk opgave, at få de uledsagede børn og unge til, at føle sig inkluderet i det danske samfund.
Jeg synes det er interessant, at finde ud af hvordan pædagoger, på et opholdssted for uledsagede børn og unge, arbejder med deres livshistorie, og det vil jeg gerne vide noget mere om.
Lenes forforståelse:
Det jeg forstår ved Uledsagede børn og unge er, at de er under 18 år, og de er uden familie eller andre voksne personer som kan træde i forælderens sted, de kommer fra mange forskellige lande, kulturbaggrund, religion og etnicitet. Hovedparten af dem er drenge da de kan bruges i krig. De har alle hver deres grund til at flygte og de skal ansøge om asyl men er slet ikke sikkert at de får denne tilladelse og når jeg så har surfet rundt på nettet og kigget på hvor mange der kommer til Danmark syntes jeg godt nok det er mange der kommer til Danmark, men statistikken viser at tallet er faldene ja og når det så er sagt, ja så vil jeg sige at når jeg kommer til at tænker på uledsagede børn/ unge får jeg næsten helt ondt i maven, for jeg kommer til at tænke på hvad de børn og unge, har været igennem og oplevet, inden de kommer her til, de bliver nødt til at tage af sted uden sin familie, enden må de sige farvel til dem eller måske er deres familie døde, og de ved ikke om de nogensinde se deres familie igen, de må være helt ødelagt inden i og de ved ikke hvad de kommer til, så må være frygtelig for dem.
Noget jeg godt kunne tænke mig at få noget mere viden om er, at hvad pædagogerne på asylcentrene gør for at hjælpe børnene/ unge for at hjælpe dem til at komme over/videre med det som de har oplevet, hvordan de opbygger en så normal hverdag for dem som muligt, og hvor meget de gør for at hjælpe dem med at komme sammen med deres familie igen.
Ingas forforståelse:
Jeg har læst et sted at der sidste år kom mere end 600 uledsagede børn og unge til Danmark. Det kom i den grad bag på mig, at der kommer så mange. Jeg troede kun, at der kom ganske få. Uledsagede børn ikke er noget man hører ret meget om i dagspressen. Så en af mine for forståelser var, at de flygtninge der kommer hertil, mest er voksne mænd og familier bestående af far, mor og børn.
Jeg tror at flygtningen må være meget velorganiseret. Der må være et netværk, der organiserer transport, falske pas og papirer mm. Jeg frygter, at det er pengegriske kriminelle, der udnytter forældres frygt for deres barns liv og fremtid i hjemlandet og derfor er villige til at betale for at få barnet til et vestligt land, måske med håbet om selv at kunne følge efter.
Jeg tror at flertallet af de uledsagede børn er drenge og at de kommer fra lande som: Afghanistan, Iran, Irak. Somalia og palæstinenser fra den besatte vest bred.
Jeg tror at de kommer hertil med fly eller tog på falske papirer og som sagt at der er et netværk af ”hjælpere”. Jeg tror at de er meget bange, både for hvordan de vil blive modtaget, om de får lov til at blive, om de bliver sat i fængsel eller om de nogen sinde ser deres familie igen.
Jeg håber at der bliver taget hånd om dem, når de kommer og at de får den hjælp de har brug for fx psykologhjælp, klarhed over hvad der skal ske med dem, evt. sundhedstjek mm.
Jeg frygter at de bliver anbragt i flygtningelejre som fx Sandholm Lejren og at de kommer til at sidde i uge eller månedsvis og vente på at få deres sag behandlet.
Jeg tror, at når de har fået deres sag behandlet får de hjælp i form af ophold på en institution hvor kompetente pædagoger, psykologer, tolke og andre tager hånd om dem og hjælper dem med at inkluderet i det danske samfund.
Inga
MENNESKESYN OG SAMFUNDSSYN
Et menneskesyn kan beskrives således:
"Alle mennesker har noget guld i sig. Som menneske og pædagog,
er det min fineste opgave, at finde det og få det til at skinne".
vores holdning er, at alle mennesker uanset køn, alder, religion, nationalitet, handicap og livsforløb, indeholder nogle kompetencer og kvaliteter som er værd at lede efter og dyrke. Personen ved det måske ikke selv af forskellige årsager, men mødes han/hun med empati, tillid, håb, interesse, åbenhed, omsorg og forståelse fra et andet menneske, kan selvværdet vokse igennem det, personen føler han/hun kan. Her er altså tale om et humanistisk menneskesyn.
Klafki taler om kategorial dannelse der fokuserer på, at åbne mennesket for verden og verden for mennesket, for at blive klogere på sig selv og det samfund det lever i. Relationens betydning for menneskets udvikling og vækst er altså stor.
Aktiv personlig deltagelse er en nødvendighed for relationsdannelse. Dette stemmer meget godt overens med Salamanca-erklæringen fra 1994 som erklærer, at "Alle børn har en demokratisk rettighed til deltagelse".
Internationale konventioner om menneskerettigheder, børns rettigheder, og rettigheder for personer med handicap, skal sikre det meste af verdenssamfundet handler efter samme lovgivning, i hvert fald i de lande, som har underskrevet konventionerne og erklæringerne. Vi forholder os til et demokratisk samfundssyn.
Om samfundet så lever op til gældende love og regler, må være en juridisk vurdering, men af og til kan man føle, i den danske politiske debat, at der ikke er den store trang til, at hjælpe andre end dem man "står nærmest" (hermed menes nationalitet), hvilket får en afsmittende effekt på den danske befolkning. De uledsagede børn og unges vilkår for inklusion, som fremmed i det danske samfund, tror jeg vanskeliggøres heraf.
Vi prøver at formidle kontakt til en af Dansk Røde kors' asylafdelinger for uledsagede børn og unge. Vi vil undersøge den pædagogiske praksis i centeret ved observationer, interviews og evt. deltagelse i aktiviteter på centeret.
Vores håb er, at få et interview med en af de unge om hans vej hertil og hans baggrund.
Vi har fået et interview istand med en mand fra Bosnien, som kom hertil som uledsaget barn sidst i halvfemserne.
Vi vil finde ud af hvordan lokalbefolkningen omkring asylafdelingen, tager imod de uledsagede børn/unge. Hvordan omtales de, hvordan tager skolen imod dem, hvad siger forældrene til de danske børn i skolen?
Vores forforståelse herom er, at skolen må være en positiv samarbejdspartner, selv om det er et samarbejde de ikke selv har valgt. Får de ekstra midler og følger der tolk med?
Solveigs forforståelse:
Vi vil i vores feltarbejde fordybe os i uledsagede flygtningebørn og unge. Jeg vil efterfølgende prøve, at beskrive min forforståelse af uledsagede børn. Jeg tror, det mest er drenge og aldersmæssigt vil jeg tro de er teenage-børn. De kan blive sendt afsted af deres familie som stadig opholdes sig i hjemlandet. Forældrene må betale en dyr pris både økonomisk, hvor de må betale mange penge til menneskesmuglerne men især følelsesmæssigt. Tænk hvor svært det må være at sende sit barn væk til en uforudsigelig tilværelse og bagefter leve med, at man bevist har sendt sit barn væk, som en kærlig handling. De uledsagede kan også være børn og unge, der har mistet deres forældre i krig eller mistet kontakten til deres familie under flugten. Jeg ser for mig sultne, trætte og bange børn, som har været uger eller måneder undervejs før de kommer til fx den danske grænse. De kan have vandret flere dage over bjergpas for at få kontakt til menneskesmuglerne, der skal hjælpe dem videre. De kan have været passagerer på et overfyldt skib eller været med som blind passager i en container på et skib, en lastbil eller et tog. Kan disse traumatiske oplevelser overhoved sammenlignes med det de flygter fra. De kan være bange for Telaban, bange for borgerkrigen eller at de vil blive tvunget til militærtjeneste eller til at være selvmordsbombere. Det kan være de flygter fra fattigdom i håbet om et bedre liv. Spørgsmålene om de uledsagende børns livshistorie, kan føles endeløse. Hvordan bliver de påvirket af at være sendt afsted til et nyt land alene, langt væk fra familien, af deres forældre? Hvilke følelser kan et uledsaget barn kæmpe med? Hvilke forsvars- og overlevelsesmekanismer kan det uledsagende barn have udviklet for at beskytte sig og påvirker disse mekanismer barnets psykiske trivsel og udvikling? Kan fx den pædagogiske praksis tilbyde de uledsagede børn den omsorg, støtte og hjælp som de har behov for? Kan pædagogen på et tidspunkt få skabt en tillid som gør at barnet åbner op for sin vrede, sin forladthed og sin sorg? Kan den bedste hjælp og støtte for disse børn være, at blive genforenet med forældrene?
Anettes forforståelse:
Jeg er blevet lidt overrasket over det store antal af uledsagede børn og unge, som kommer til Danmark. Selvom tallene ikke er helt ens i de artikler jeg har læst på Dansk røde kors' hjemmeside, er det dog i en størrelsesorden som får mig til at tænke, at der er steder i verden som bestemt ikke er godt at være.
Jeg tænker at de børn og unge som kommer til Danmark uden deres forældre eller familie, må have gået grueligt meget igennem. Måske har de oplevet krig i deres land, set deres forældre blive mishandlet eller dræbt, måske har de været på flugt og blevet borte for deres familie. Måske har forældrene valgt, at betale dyrt for, at sende deres børn til Danmark med menneskesmugler, pga. deres sikkerhed, da der i nogle lande hverves børnesoldater. Uanset hvilken årsag der ligger bag deres vej til Danmark, må de på en eller anden måde være traumatiseret.
I Danmark har vi modtagested til uledsagede børn og unge på Nordsjælland, hvorfra de bliver fordelt på forskellige opholdssteder rundt om i landet. På disse opholdssteder tror jeg der arbejdes meget med, at få de uledsagede børn og unge til, at bearbejde deres traumatiske oplevelser samt, at lære og forstå det nye lands normer, værdier og sprog. Jeg tror det er en svær pædagogisk opgave, at få de uledsagede børn og unge til, at føle sig inkluderet i det danske samfund.
Jeg synes det er interessant, at finde ud af hvordan pædagoger, på et opholdssted for uledsagede børn og unge, arbejder med deres livshistorie, og det vil jeg gerne vide noget mere om.
Lenes forforståelse:
Det jeg forstår ved Uledsagede børn og unge er, at de er under 18 år, og de er uden familie eller andre voksne personer som kan træde i forælderens sted, de kommer fra mange forskellige lande, kulturbaggrund, religion og etnicitet. Hovedparten af dem er drenge da de kan bruges i krig. De har alle hver deres grund til at flygte og de skal ansøge om asyl men er slet ikke sikkert at de får denne tilladelse og når jeg så har surfet rundt på nettet og kigget på hvor mange der kommer til Danmark syntes jeg godt nok det er mange der kommer til Danmark, men statistikken viser at tallet er faldene ja og når det så er sagt, ja så vil jeg sige at når jeg kommer til at tænker på uledsagede børn/ unge får jeg næsten helt ondt i maven, for jeg kommer til at tænke på hvad de børn og unge, har været igennem og oplevet, inden de kommer her til, de bliver nødt til at tage af sted uden sin familie, enden må de sige farvel til dem eller måske er deres familie døde, og de ved ikke om de nogensinde se deres familie igen, de må være helt ødelagt inden i og de ved ikke hvad de kommer til, så må være frygtelig for dem.
Noget jeg godt kunne tænke mig at få noget mere viden om er, at hvad pædagogerne på asylcentrene gør for at hjælpe børnene/ unge for at hjælpe dem til at komme over/videre med det som de har oplevet, hvordan de opbygger en så normal hverdag for dem som muligt, og hvor meget de gør for at hjælpe dem med at komme sammen med deres familie igen.
Ingas forforståelse:
Jeg har læst et sted at der sidste år kom mere end 600 uledsagede børn og unge til Danmark. Det kom i den grad bag på mig, at der kommer så mange. Jeg troede kun, at der kom ganske få. Uledsagede børn ikke er noget man hører ret meget om i dagspressen. Så en af mine for forståelser var, at de flygtninge der kommer hertil, mest er voksne mænd og familier bestående af far, mor og børn.
Jeg tror at flygtningen må være meget velorganiseret. Der må være et netværk, der organiserer transport, falske pas og papirer mm. Jeg frygter, at det er pengegriske kriminelle, der udnytter forældres frygt for deres barns liv og fremtid i hjemlandet og derfor er villige til at betale for at få barnet til et vestligt land, måske med håbet om selv at kunne følge efter.
Jeg tror at flertallet af de uledsagede børn er drenge og at de kommer fra lande som: Afghanistan, Iran, Irak. Somalia og palæstinenser fra den besatte vest bred.
Jeg tror at de kommer hertil med fly eller tog på falske papirer og som sagt at der er et netværk af ”hjælpere”. Jeg tror at de er meget bange, både for hvordan de vil blive modtaget, om de får lov til at blive, om de bliver sat i fængsel eller om de nogen sinde ser deres familie igen.
Jeg håber at der bliver taget hånd om dem, når de kommer og at de får den hjælp de har brug for fx psykologhjælp, klarhed over hvad der skal ske med dem, evt. sundhedstjek mm.
Jeg frygter at de bliver anbragt i flygtningelejre som fx Sandholm Lejren og at de kommer til at sidde i uge eller månedsvis og vente på at få deres sag behandlet.
Jeg tror, at når de har fået deres sag behandlet får de hjælp i form af ophold på en institution hvor kompetente pædagoger, psykologer, tolke og andre tager hånd om dem og hjælper dem med at inkluderet i det danske samfund.
Inga
MENNESKESYN OG SAMFUNDSSYN
Et menneskesyn kan beskrives således:
"Alle mennesker har noget guld i sig. Som menneske og pædagog,
er det min fineste opgave, at finde det og få det til at skinne".
vores holdning er, at alle mennesker uanset køn, alder, religion, nationalitet, handicap og livsforløb, indeholder nogle kompetencer og kvaliteter som er værd at lede efter og dyrke. Personen ved det måske ikke selv af forskellige årsager, men mødes han/hun med empati, tillid, håb, interesse, åbenhed, omsorg og forståelse fra et andet menneske, kan selvværdet vokse igennem det, personen føler han/hun kan. Her er altså tale om et humanistisk menneskesyn.
Klafki taler om kategorial dannelse der fokuserer på, at åbne mennesket for verden og verden for mennesket, for at blive klogere på sig selv og det samfund det lever i. Relationens betydning for menneskets udvikling og vækst er altså stor.
Aktiv personlig deltagelse er en nødvendighed for relationsdannelse. Dette stemmer meget godt overens med Salamanca-erklæringen fra 1994 som erklærer, at "Alle børn har en demokratisk rettighed til deltagelse".
Internationale konventioner om menneskerettigheder, børns rettigheder, og rettigheder for personer med handicap, skal sikre det meste af verdenssamfundet handler efter samme lovgivning, i hvert fald i de lande, som har underskrevet konventionerne og erklæringerne. Vi forholder os til et demokratisk samfundssyn.
Om samfundet så lever op til gældende love og regler, må være en juridisk vurdering, men af og til kan man føle, i den danske politiske debat, at der ikke er den store trang til, at hjælpe andre end dem man "står nærmest" (hermed menes nationalitet), hvilket får en afsmittende effekt på den danske befolkning. De uledsagede børn og unges vilkår for inklusion, som fremmed i det danske samfund, tror jeg vanskeliggøres heraf.
Problemformulering
Hvordan kan pædagoger arbejde med uledsagede børn og unges identitetsforståelse, med henblik på inkludering i fælleskabet
Abonner på:
Opslag (Atom)